Tanker

Thursday thoughts – Om at give komplimenter #2

Thursday thoughts er en serie, hvor jeg deler mine tanker omkring et emne. Som navnet også siger er det et fast indlæg om torsdagen. Og husk, dette indlæg er ikke for at dømme nogen, det er et indlæg med mine tanker omkring emnet.

Halløjsa igen, til tænke torsdag, lyder lidt lamt, når man siger det højt.

Et gammel ordsprog lyder:

Fortæl en smuk kvinde at hun er klog
og en klog kvinde at hun er smuk,
så er du en lykkelig mand.

Hvis vi nu ser bort fra den lykkelige mand, i denne kontekst, så har ordsproget da fat i noget. At når vi giver komplimenter så ud-tænk noget nyt, end bare det åbenlyse. Hvis man er ”klog” så vil man jo ikke høre det hele tiden, hvis man godt ved det. Så virker det jo bare lidt som om at personen, eller personerne som siger dette ikke kan finde på noget andet, derfor tager de det åbenlyse.

Jeg var engang med til en øvelse, hvor vi alle (en gruppe på 20) skulle give hinanden en kompliment, anonymt i et lille hæfte. Jeg sad og prøvede at give alle en kompliment som jeg tænkte ingen andre ville give. Fordi hvis du er klog (nu tager vi lige klog som eksempel igen) så kan det godt være at det er fint at få det at vide en eller to, eller få gange, kan vi også sige. Men det er ikke fedt at vide at alle skriver/siger du er klog. Hvorfor ikke værdsætte det andre gode egenskaber i personen, end bare det åbenlyse? Alle mennesker har altså flere gode egenskaber, det vil jeg spise min hat på (hvis jeg altså havde en, og noget brun sovs til:)

Nå videre, til denne øvelse fik jeg et hæfte tilbage. Fyldt, men mindst 15 af dem var det samme, hvis vi nu siger at det var eksemplet ovenover, klog. Her var der så to der havde skrevet at jeg var sjov, og sød. Dejligt at få det at vide, men nu hvor jeg godt vidste at jeg var klog, hvorfor kunne andre ikke se andre egenskaber. Jeg selv gik efter at give en sjov, og humoristisk kompliment så dem der læste det, kunne få et smil på læben. Jeg sidder ikke og siger at jeg er ihh og åhh så god,jeg sprang også over hegnet hvor det var lavest et par gange. Men forskellen ligger jo i hvad det var man havde til hensigt at gøre. Var da at gøre det så let og hurtigt, eller at udtænke en god kompliment?

Er vi virkelig noget så langt at vi bare gør det der er lettest, springer over hvor hegnet er lavest. Hvis man ikke hele tiden gjorde det åbenlyse, ville verden ikke være et mere nuanceret sted?

Glæder mig til at høre jeres meninger, nu har i ihvertfald hørt mine:) Og til slut et billede af noget smukt, nemlig en stjernekaster, elsker virkelig dem, så flotte!

 

Leave a Reply