English below
Hej mennesker!
Det føles efterhånden lidt som at forandringer og nye omgivelser resulterer i mig, der husker på dette lille hjørne af internettet endnu engang. Here we go again, kunne man fristes til at sige. En tilfældig kommentar i en urelateret samtale senere, og her er vi så.
Jeg sidder i dette øjeblik og drejer rundt på en stol, i min mors køkken, mens mørket har sænket sig udenfor, og kun køkkenlampen er tændt. Sange sunget med smørbløde stemmer og karakteristisk guitarspil spiller på højtaleren, mens den varme kakao damper.
Kontrasten mellem nu, og bare en måned eller fire tilbage er stor. For fire måneder siden havde jeg lige fået hue på, med alt hvad det indebærer af roser, fejring, studenterkørsel, solopgange, badning og meget mere. For en måned siden, befandt jeg mig helt specifikt i min vens bedsteforældres baghave i en lille landsby i Slovakiet. Med naboens ænder på den anden side af hegnet, majs planter så høje som mig, og en kirkegård der kunne spottes i horisonten.
Nu er jeg hjemme igen, sådan rigtigt. Ikke bare for en weekend, eller en vinterferie. Denne gang er der ingen fastsat udløbsdato, ingen fastlagte planer om hvad der skal ske bagefter. Der er håb og formodninger, planer der stadig er flyvske, og afhængige af så meget.
Efter både kostskole og nu en togtur gennem Europa denne sommer, føles det at være hjemme igen nærmest helt nyt. De før vante rammer, har været erstattet så længe, at de velkendte rutiner skal genlæres og fornys. Lektier og skolebøger er blevet erstattet af gryder og opskrifter i mit nye job som køkkenmedhjælper. Blæsende, kølige Danmark istedet for solrige Europa. Aftensmad i familiens skød, istedet for i spisesal med hundrede andre mennesker. Om forandringerne er negative eller positive er svært at dømme, men de sker ligenu og her. Man kan bare forsøge at følge med.
Til vi ses igen
Hi people!
Once again it seems that changes and new surroundings results in me remembering this little teeny tiny corner of the internet. Here we go again, one might dare say. A random sidenote in an unrelated conversation later, and here we are.
In this exact moment, I am spinning around on a chair, in my mom’s kitchen, while the darkness has fallen outside, and only the kitchen lamp is lit. Songs sung by silky smooth voices and with characteristic guitar chords is playing on the speaker, while the hot cocoa is steaming.
The contrast between now, and just one month or four ago, is big. Four months ago, I had just graduated, with all that it entails of roses, celebrations, truck-drive, sunrises, swimming in the sea and so much more. One month ago exactly, I was sitting in my friends grandparents backyard, in a small village in Slovakia. With the neighbour’s ducks right on the other side of the fence, corn plants almost as tall as myself and a graveyard hidden in the distance.
Now I am home again, like really home. Not just for the weekend, or a holiday. This time there is no set expiration date, no set plans of what happens next. There is hope and assumptions, plans which are still unsteady, and depended on so much.
After both attending boarding school and now interrailling through Europe this summer, returning home almost feels completely new. The former familiar surroundings have been replaced for so long, that the former known routines has to be relearned and renewed. Studying and school books has been replaced by pots and recipes in my new job in a kitchen. Windy and chilly Denmark instead of sunny Europe. Family dinners instead of in a dining hall with hundreds of other people. If the changes are positive or negative, is hard to judge, but they are happening. Right here, right now. All one can do, is try to keep up.
Till we meet again