Hi! Hello there! Halløjsa!
Tre hilsener er måske i overkanten, når man tænker på hvor mange (eller få) der forvilder sig herind, og kommer til at læse dette.
For nu næsten et år siden skrev jeg sidst, med udsigt til blå bjerge, min værtsmor der lavede mad og australsk 80’er rock i hovedtelefoner. Nu sidder jeg på min seng, på en kostskole i fuld gang med en international gymnasieuddannelse, og lyden af susende biler og snakkende elever der endelig så småt kan begynde at gå i skole igen. Der er ikke så meget mere ” G’Day Mate ”, færre dødelige dyr og flere skræppende måger. Men tiden går, og tingene forandrer sig. Selvom det lyder næsten som en køleskabsmagnet, er det nu så sandt som det er sagt. Og i denne tid, med en verdensomspændende pandemi, skrues forventningerne gevaldigt ned, mens selv de mindste ting bliver til positive overraskelser, når det endelig kan ske, eller gøres.
I tre måneder var jeg hjemsendt, og efter flere år som udeboende det meste af tiden, var det at bruge ordentlig tid med min familie både tiltrængt, og rart, selvom resten af ens omgangskreds pludselig var længere væk end en etage eller to. Beskeder erstattede samtaler ved frokostbordet, opdateringer blev om dage og uger, frem for en time eller to. Kram og highfives blandt venner, blev erstattet af varmen fra en hundepels foran tv’et om aftenen. Som numrene stabiliserede voksede håbet om tilbagevendelse til skolegangene, og pludselig skulle ting findes og pakkes ned, bagagerum fyldes op og turen tilbage til kostskolen foretages. Returnering af hverdagen har aldrig været så glædelig en begivenhed. Og nu kan jeg sandfærdigt påstå at jeg har oplevet lockdown på to forskellige kontinenter, den ene lidt længere en den anden.
Hvis der fandtes en virtuel ‘skål’ knap, vil jeg næsten rejse en skål til den hjemvendte hverdag, som forhåbentlig vender tilbage til os alle, som en ny begyndelse, med nye erfaringer med i bagagen!
